Lær at nyde vin

Nyde vin

At nyde vin, er ikke nemt. De fleste af os husker nok tydeligt, at vi hverken kunne lide kaffe eller øl da vi var små. Det har mange af os dog lært at drikke og nyde. Det er det samme med vin… og så alligevel ikke. For at lære at drikke vin, er ikke ”enten kan du lide det, eller også kan du ikke”. At lære at nyde vin kræver, at du drikker en del forskellige vine, så dine sanser udvikler sig og du lærer alle de forskellige kombinationer af terroir, aromaer, produktionsmetoder at kende. Det er lidt ligesom at lære at bruge krydderier – det skal bruges i forskellige sammenhænge, før man virkelig forstår hvordan det skal bruges.

En anden ting, der kan være en udfordring for os danskere når vi skal lære at drikke vin, er, at vi ikke er vant til halvdelen af de smagsnuancer en kompleks vin bringer med sig, så vi kan være meget hurtige til at konkludere ”den kan jeg ikke lide” og derefter ty til en mere nem vin at drikke. I dag er der mange der er vilde med fx Chilensk vin, som ofte er kraftfuld, sød og frugtig vin uden det høje syreindhold som fx fransk vin kan indeholde.  Hvis du er nået dertil, kan du sagtens fortsætte med at drikke ”det sikre valg”, men du skal vide, at du ikke er færdig med at lære, og at der stadig ligger en hel verden af vidunderlige smagsoplevelser som venter på dig! Du skal ikke nøjes, men udfordres. Så vores anbefaling er: Prøv noget nyt! – og gerne ofte. Det er den eneste måde at lære at nyde vin, og det kræver altså lidt øvelse før de intense og komplekse smagsoplevelser kan apprecieres.

Når du går på opdagelse, så start hos en vinhandel, hvor der er en ekspert der kan hjælpe dig godt på vej.

God fornøjelse! 🙂

 

De varmeste hilsener,

Sean og Nastazia