Hvilken vin er bedst til gløgg?

bedste vin gløgg jul rødvin

Så er juletiden kommet, og  med den skal der selvfølgelig drikkes en hel del gløgg. I dette indlæg vil vi give jer nogle gode råd til jeres gløgg, som selvfølgelig altid skal laves med en flaske vin og gerne hjemmelavet ekstrakt (meeen, en færdigblandet ekstrakt går nu også ganske fint til).

Lad os starte med en tommelfingerregel i forhold til hvilken vin I skal bruge til gløgg, for det er ikke altid den billigste der skal i gløggen, ej heller nødvendigvis den dyreste. Når rødvin stiger i temperatur frembringer det et hav af de nuancer og undertoner vi kender og elsker, men bliver vinen for varm, så får vi altså for meget af det gode – ja det kan ske. Derfor er det også, at vi helst serverer rødvin ved 15-17 grader, da dette er det perfekte balancepunkt (læs mere om de rette temperaturer her).

Nå, men tilbage til gløggen. Billigste vin er ikke altid et ’go’, da billig vin ofte også er af lav kvalitet, og der vil de højere temperaturer frembringe for mange af de uønskede aromaer og til tider for kraftige tanniner som billige vine kan indeholde. Bruges der derimod en bedre vin, vil de aromaer som varmen frembringer ikke længere være uønskede, men derimod bidrage til en bedre og mere balanceret smagsoplevelse.

Det betyder ikke, at vinen skal op og koste flere hundrede kroner, for det er jo synd for en absolut fantastisk vin, at blive brugt som blandingsprodukt. Det bedste er, at finde middelklasse vine, og helst gerne de frugtige/søde af slagsen – typisk chilensk eller spansk. Grenache (på spansk: Garnacha) eller Merlot er nogle af de mere egnede druesorter til gløgg fremstilling. Generelt er det bedst at undgå vine med højt indhold af tanniner, da dette vil ødelægge gløggen – så undgå eksempelvis Cabernet Sauvignon, Syrah eller Mourvèdre som nogle at de mere kendte.

Til vores egen gløgg gik vi i Rema1000 og købte os en Santa Rita Heroes, Merlot fra Chile og vores gløgg var borte på få minutter!

Et godt tip er at tilføje en klementin (skrællet og pillet i både) sammen med mandlerne og rosinerne. Klementinerne skal ikke spises, men blot bidrage til den gode julesmag.

Velbekomme!

Vi ønsker alle en rigtig god jul og godt Nytår,

Sean & Nastazia

Gå på opdagelse