Cavakongen fra Katalonien

En lang køretur på tværs af det nordlige Spanien, og vi er fremme ved verdens største producent af Cava, Freixenet.

Cava er ikke Champagne og bør aldrig kaldes for Champagne, men Cava, da begge navne er udtryk for vinens geografiske hjemsted. Men ligesom Champagne, har Freixenet også en særlig status ved festligheder, og således er den blevet markedsført de sidste 20 år. Fx har Freixenet hvert år en Hollywood-kendis som hovedperson i deres reklamer (bl.a. Nicole Kidman og Pierce Brosnan).

Stedet, der ligger nogle 20-30 km udenfor Barcelona, lige ved siden af en togstation, virker rigtig hyggeligt og småt – med andre ord, vi anede ikke hvad der ventede bag hoveddøren.

Entréen var kæmpestor, som på et Hilton hotel, med tre receptionister, telefoner der ringer, og ventende gæster i sofaarrangementer i hjørnet.

En receptionist spurgte efter vores tour-reservation og pegede derefter hen mod deres mini biograf (til ca. 40 personer). Overrasket over, at “vingården” havde egen indre biograf, gik vi derind og så de andre som var med på rundturen.

Vi anede godt, at Freixenet ikke var noget småligt, men så stort anede vi dog ikke at det var. Engelsk-sproget rundvisning gennem et slags museum for vin, overraskede os endnu mere. Alt var timet, med grupper foran og bag os hvert sted vi stoppede.

Freixenet har ikke kun deres egne vinmarker, de er det man ofte kender som cooperativ eller négociant (se siden for basale termer), hvor de køber druerne fra andre vinbønder. Årligt producerer Freixenet mellem 80 og 90 millioner flasker Cava. Det forbløffende tal kan kun lade sig gøre, fordi de netop køber så mange druer fra andre producenter.

image

Én stor labyrint ventede os i kælderen, hvor i alt 140 millioner flasker Cava lå gemt væk i de mørke gange. Så langt tilbage som 1940’erne har de flasker liggende fra (de er dog nok bedre egnet som eddike nu, end som festlig mousserende vin). Vi måtte på en del af rundvisningen køre i et specialfremstillet mini-tog rundt i noget der lignede et parkeringshus, hvor rækker af vin var stablet i flere meters højde gennem de mange mørke gange.

image

I al den tid en Cava venter på at være butiksklar, ligger flasken med halsen nedad i skrå vinkel, hvor den drejes hver uge, indtil de resterende sedimenter i flasken, befinder sig i bunden. På billedet herunder, starter sedimenterne med at være i bunden af flasken, og mod venstre kommer de længere ned mod hovedet. Dernæst fryser man halsen, og åbner den utappede flaske og ud kommer en isterning med diverse sedimenter, og tilbage er kun en ren og klar Cava.

image

Op mod 20 forskellige Cava flasker kan købes på stedet, alle med forskellige mængder af druer og druesorter.

En særlig produktion kaldes, Reserva Réal, som betyder den Royale produktion. Men navne, der relaterer sig til det royale må ikke uden videre bruges i Spanien, der skal man som producent have særlig tilladelse af selveste kongen eller dronningen (lille sidenote: Corona, som betyder krone, hedder Coronita i Spanien i mangel på samme tilladelse fra kongen i Spanien). Freixenet fik denne beføjelse da kongen besøgte Freixenet i 80’erne, og fik smagt på en ca. 20 år gammel Cava af de mest udsøgte druesorter og bedste kombination af disse.

image

Så måske kan det blive en sød lille historie at fortælle, til næste Nytårsaften med en flaske Freixenet Cava i glasset.

Vi gik derfra overvældede, men også lidt ambivalente. Det er utroligt hvad god markedsføring kan kaste af sig, men vores personlige holdning er, at dette bliver alt for kommercielt og at en stor del af det eventyrlige desværre går tabt. Men derfor kan vinen nu godt smage fantastisk og stedet er helt klart et besøg værd, i særdeleshed grundet Freixenets overvældende størrelse.

Gå på opdagelse