Vinstokken

Det kan forekomme ekstraordinært, at denne fortrinlige og provokerende drik vi kalder vin, i virkeligheden blot er fermenteret saft fra blot én frugtsort – vindruen. Men basalt set kommer hver dråbe vin fra regn, og i visse (varme) områder fra kunstvanding, der fanges og hentes op fra dybt nede i jorden af vinstokkenes mange rødder.

Med hjælp fra solen omdanner vinstokken al saft i druerne til fermenterbare sukkerarter.
Vinstokken kan være en sart lille sjæl, men kan, hvis den er i det rette miljø og under dygtig pleje, kaste nogle helt igennem fantastiske smage af sig.

I vinstokkens første to-tre år efter nyplantning bruger den al tid og kræfter på at grave rødderne så langt ned i jorden som muligt (op til 10m!) og brede stammen, således, at vinstokken kan bære mere end et par klaser druer. Herefter vil en uplejet vinstok, dvs. en der er efterladt til naturen, som regel brede sig langs jorden, og bruge alle kræfter på at sprede sig over en halv hektar land, i håb om at finde et træ eller lignende at kravle opad. Dette kaster dog utrolig få klaser vindruer af sig, og derfor kultiverer og beskærer man vinstokke i dag, så al energi kan bruges på at kaste vindruer af sig i store mængder.

Når en vinstok beskæres bruges kræfterne også til at rage rødderne længere ned mod jordbunden, hvor vinstokken søger efter vand, mineraler og anden næring som i sidste ende er med til at skabe en unik smag. Som regel rækker en ældre vinstoks rødder væsentligt længere ned i jorden, hvorfor yngre vinstokke ofte kaster lettere og mindre smagsprægede vine af sig, i modsætning til de ældre vinstokke. Som regel bliver vinstokke omkring 25-30 år gamle, før de ofte enten må lade livet til infektioner, virus eller blot kaster så få klaser vindruer af sig, at de udskiftet af vinbonden.

De fleste vinstokke siges at være i storform mellem seks og 25 år gamle, da de som regel her har et så stort og komplekst rodsystem, at næring og mineraler kan hentes helt ned til 10 meters dybde i større og voluminøse mængder.

Mange steder i Europa hvor kvalitetsmærket AOP er vist på flasken, er det ikke mod reglerne af kunstvande vinstokkene, da vinstokkenes rødder ellers ikke ville række så dybt i jorden i søgen efter vand og mineraler – det er ofte dér, at de store, dybe og meget varierende smage forekommer. De bedste jordtyper er de meget porøse (leder hurtigt vand) da dette tvinger vinstokkene til at rage langt ned i jorden efter vandet.

Når I smager en fantastisk vin, så forsøg at forestille jer, det store arbejde vinstokken har gjort sig – i sandsynligvis mange år – for at kunne levere en så fantastisk drik. Flere naturlige mineraler og næringsstoffer fra både regn og jordbund byder til sig, i smagens fylde og kontur. Det er da alligevel ret så fascinerende, ikke sandt?